Hvilken farve skal væggen have?

Forskellige nuancer af hvid er populære, når vores hjem skal males. Med neutrale vægge er der rig mulighed for at lade møbler, kunst, planter og nips stå for farvespillet, og man behøver ikke at tage højde for væggens farve, når man for eksempel skal have ny sofa. Hvid er neutral og passer til alt. Omvendt kan stærkere og mere markante vægfarver skabe en særlig stemning og personlig stil i rummet.

Her får du nogle tips, som kan hjælpe dig på vej med valget af farver til dine vægge:

  • Først det, vi allerede har været inde på: Neutrale farver gør det selvsagt nemmere at indrette et rum, fordi disse farver spiller godt sammen med alle andre. Husk at hvid ikke bare er hvid – den findes i mange nuancer.

  • Lyse farver på væggen kan få et rum til at virke større, mens mørke typisk får det til at virke mindre.

  • Varme farver er med til at skabe en hyggelig atmosfære.

  • Dæmpede farver vil typisk bidrage til en rolig stemning. 

  • Hvis man får malet hvidt, men giver enkelte vægge en anden farve, kan man ændre på, hvordan rummets dimensioner opfattes. For eksempel kan farvede endevægge i et ellers hvidt rum få rummet til at syne kortere og mere samlet.

  • Stærke farver og kontraster stjæler opmærksomhed, og det kan man udnytte, hvis der er en del af rummet, man gerne vil fremhæve. Omvendt kan man fjerne opmærksomheden fra dele af rummet, som man ikke ønsker fokus på, ved at bruge stærke farver andre steder.


  • Stærke farver og kontraster kan til gengæld også få rum til at virke kaotiske, hvis der er mange møbler og ting i rummet. De stærke farver og brugen af kontraster fungerer typisk bedst i minimalistisk indrettede rum.

  • Lyse farver reflekterer lyset, mens mørke farver absorberer det. Derfor har man ofte brug for flere lamper/mere kunstigt lys i rum, som er malet i mørke farver.

  • I rum, som generelt er mørke, fordi der ikke kommer meget dagslys ind, er det som regel en god idé at have lyse farver på væggene, som kan reflektere dagslyset og lede det længere ind i rummet.

  • Endelig skal man huske, at det kan være nærmest umuligt at vurdere en farve ud fra et farvekort. Farven ser typisk meget anderledes ud, når den kommer op på væggen. Man kan med fordel lave en farvetest på et stykke af sin væg, inden man beslutter sig endeligt. Husk at lægge mærke til, hvordan farven ser ud i både dagslys, og når det er mørkt udenfor.

I sidste ende er valget af farver selvfølgelig et spørgsmål om temperament, smag og stil. En dygtig maler kan hjælpe dig med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Du kan kontakte Malerkanonen, som er et professionelt malerfirma i Brøndby.